Spændende seværdigheder
Edinburgh Castle er et af de absolutte højdepunkter, som du ikke må gå glip af. Slottet ligger højt på en gammel vulkan og spejder stolt ud over byen. Når du besøger det, kan du næsten ikke undgå at blive opslugt af historien og omgivelserne. Slottet er fra det 8. århundrede og rummer et krigsmuseum, som blandt andet har en udstilling om krigsfanger og et minderum over faldne soldater. De smukke skotske kronjuveler kan du også se på slottet. Og du skal ikke blive forskrækket, når den store kanon affyres kl. 13 på alle hverdage. Dronning Elizabeth bor på slottet, når hun opholder sig i Skotland, og her boede Mary Stuart tilbage i 1500-tallet.
The Royal Mile er den gamle hovedgade i Old Town. Den strækker sig fra slottet til The Palace of Holyroodhouse. Gaden stammer fra middelalderen, og langs den læner små, skæve huse sig op ad hinanden. Her er utallige smalle gyder, som gemmer på spændende oplevelser. Du kan se flotte, historiske bygninger, moderne caféer, forretninger, museer og pubber. National Gallery of Scotland rummer mange betydningsfulde kunstgenstande.
Her er værker fra den tidlige renæssance og op til 1900-tallet. Der er især lagt vægt på skotske malere og skulptører, men der er også værker af Da Vinci, Rembrandt, Ruben og Monet. Når du er færdig med at beundre kunstværkerne, kan du også nyde den flotte udsigt ned over byen.
I New Town byder Princess Street og sidegaderne på stormagasiner, mærkevarebutikker, trendy caféer og fine restauranter. Denne bydel betragtes som et mesterværk inden for byplanlægning og er på UNESCOs liste over verdensarv. Det er en fast del af den skotske kultur at gå på pub. Så snyd ikke dig selv for den specielle atmosfære og den gæstfrihed, du vil opleve, når du besøger en af pubberne.
Hvis du vil prøve noget lidt anderledes under dit besøg, skulle du tage med på en af de mange forskellige spøgelsesture i Old Town. Turene starter, når det er blevet mørkt, og man kommer gennem kirkegårde, mørke baggårde og andre dystre steder, hvor der fortælles om mord, tortur, pest og hekse.
Særlige begivenheder og attraktioner i området
I august bliver Edinburgh forvandlet til én stor scene, når der afholdes flere festivaler samtidigt. Der er både opera, dans, musik, ballet, film, bogfestival og meget mere. På dette tidspunkt afholdes også Military Tattoo, som du måske kender fra fjernsynet. Det er en enorm opvisning med militærorkestre og historiske shows med 1.000 optrædende. I denne festivalperiode kommer der mange besøgende til byen, så husk at bestille hotel og lejebil i god tid, hvis du vil med til festen. St. Andrews Day holdes til ære for Skotlands skytshelgen den 30. november. Som en del af fejringen er der gratis entre til flere historiske attraktioner, blandt andet Edinburgh Castle. St. Andrews Day markerer også starten på Winter Festivals-sæsonen.
Med en lejebil fra Avis har du også mulighed for at se nogle af seværdighederne i omegnen. Kun 5 km uden for byen kommer du til Craigmillar Castle, hvor du bliver bragt 6-700 år tilbage i tiden. Dette er et af de bedst bevarede middelalderslotte.
I nærheden ligger også Newtongrange, hvor nogle af Skotlands bedst bevarede kulminer fra 1800-tallet ligger. Her kan du blandt andet komme ned i Lady Victoria-minen og opleve arbejdsforholdene dengang eller besøge Scottish Mining Museum.
Skotland er selvfølgelig også kendt for whisky. Der findes flere destillerier i området, hvor du kan komme på en guidet rundtur og se, hvordan drikken bliver til. Oftest slutter turen med en smagsprøve og mulighed for at købe whiskyen med hjem.
Med en lejebil har du din fulde frihed til at nyde den grønne natur, besøge de ting, du gerne vil se, og måske stoppe op ved en lille pub til frokost.