Kør på opdagelse i en lejebil, og få det hele med
Hvis du foretrækker fred og ro frem for det pulserende byliv, får du helt frie hænder med en lejebil fra Avis. Ofte er en bil den eneste måde at komme rundt på uden for byen, og så kan du samtidig nyde det smukke landskab.
Oplevelser til enhver – og i al slags vejr
Der er noget for enhver smag, både i og uden for byen, uanset om dagen byder på solskin eller regnvejr. Hvis du er fodboldfan, er en hjemmekamp med Bayern München ikke til at komme uden om. Tysklands mest succesfulde klubhold har siden 2005 holdt til på Allianz Arena i den nordlige del af byen, og afhængigt af hvornår du er på besøg, kan du få fornøjelsen af at se fodboldstjernerne funkle i enten den tyske Bundesliga eller den europæiske mesterturnering, Champions League.
Uanset om du er sportsligt eller kulturelt interesseret, bør du lægge vejen forbi Olympiapark, der blev bygget forud for de olympiske lege i 1972. Der afvikles stadig en række sportsbegivenheder i det olympiske område, men her finder du også den smukke olympiske park og et kulturcentrum uden sidestykke: kunstudstillinger, kulturmesser, musikfestivaler, sommerfester og ganske generelt underholdning i verdensklasse i helt fabelagtige omgivelser.
Når vejret er bedst egnet til indendørs aktiviteter, er rockmuseet desuden lige om hjørnet. Det samme er Sea Life – et akvarium, der rummer mere end 4500 arter fordelt på mere end 33 akvarier. Hvis du har familien med, kan du endda slå to fluer med ét smæk – eller måske snarere én billet – og besøge Legoland i Günzburg i samme ombæring. Ferieparken har åbent fra slutningen af marts til begyndelsen af november og ligger omtrent en times kørsel vest for München – en smal sag når du har en lejebil fra Avis.
Traditioner, arkitektur og museumsbesøg
Oktoberfesten er naturligvis ikke til at komme udenom. Den årlige fest er en af verdens mest kendte folkelige begivenheder og en af de helt store grunde til, at München er så populær blandt turister fra både udlandet og andre steder i Tyskland. Festen foregår hvert år fra slutningen af september til slutningen af oktober og byder på musik, dans, folkedragter og naturligvis masser af øl. Der er desuden ingen parkeringspladser i miles omkreds, så I slipper for at trække lod om, hvem der skal køre hjem.
Lader du bilen stå for at opleve byen til fods, vil du omkring Odeonsplatz kunne finde et væld af imponerende historiske bygninger, der er et besøg værd, lige meget hvilken kulturperiode du holder mest af. Hvis du vil se det hele på én gang, kan du aflægge Münchner Residenz et besøg og opleve stilmæssige træk fra både renæssancen, barokken, rokokoen og klassicismen i en og samme bygning.
Kunst og kultur går op i en højere enhed i de tre pinakoteker i den såkaldte Maxvorstadt: Alte Pinakothek, Neue Pinakothek og Pinakothek der Moderne. Samlingerne her spænder over omtrent 700 år, og de er et absolut must for enhver med en kunsthistorisk interesse.
Er du til mere moderne arkitektur, eller har du ganske enkelt lyst til at shoppe, kan du få hundrede meter fra Marienplatz finde indkøbscenteret Fünf Höfe, designet af de berømte schweiziske arkitekter, Herzog & de Meuron, og opført i 2003. Er du blevet sulten af at vandre rundt, kan du sætte dig i en biergarten på en af restauranterne ud til Viktualienmarkt bag Marienplatz og nyde den kulinariske overdådighed, der er kendetegnende for tysk mad.
Med et design, der har kastet øgenavne som “salatskålen” og “den hvide gryde” af sig, er BMW-museet i sig selv en arkitektonisk seværdighed. Indvendigt kan du kaste længselsfulde blikke efter mere end 120 af de mest attraktive og værdifulde biler, motorcykler og motorer, som firmaet har produceret i løbet af de sidste knap 90 år. Hvis det blot har vakt sulten efter teknik, kan du tilfredsstille den med et besøg på Deutsches Museum ved floden Isar. Museet er med sine ca. 28.000 udstillingsobjekter og 1,5 millioner besøgende om året det bedst besøgte museum i Tyskland, og verdens største museum for naturvidenskab og teknik.