Banff og Jasper National Parks
I Rocky Mountains ligger to uforglemmelige nationalparker. Den ene er Banff, der blev oprettet i 1885 på grund af de varme kilder. Her findes mange kilometer vandrestier, så du kan opleve storheden i de flotte bjerglandskaber. Søerne i Rocky Mountains er fantastiske. Ikke mindst Lake Louise med det smaragdgrønne vand indrammet af stejle, sneklædte bjerge. Tag også svævebanen op til toppen af Sulphur Mountain, hvor udsigten over Bow Valley er storslået. Efter strabadserne kan du slappe af i det varme kildevand ved Upper Hot Springs. Kør videre i din lejebil ad den smukke Icefield Parkway, der er en af verdens smukkeste bjergveje og forbinder Banff og Jasper nationalparkerne. Jasper National Park er ikke helt så berømt, men mindst lige så storslået som Banff. Her er også kilometervis af vandrestier og masser af vilde dyr. Du kan for eksempel møde sorte bjørne, grizzly-bjørne, prærieulve, antiloper, bjerggeder, elge og ørne. Maligne-floden skærer sig gennem Maligne Canyon, der er den længste kløft i bjergkæden. Du kan følge kløften fra toppen via en sti og broer, hvor du undervejs passerer vandfald, kildefremspring og små turkise søer.
Whistler
Whistler er en stor skidestination om vinteren. Der falder omkring 9 meter sne i sæsonen fra november til juni, og i 2010 var byen vært for vinter-OL sammen med Vancouver. Om sommeren kan de største entusiaster stadig løbe på områdets gletsjere. Men uden sne er området også godt til vandring i bjergene med det spændende dyreliv og de flotte vandfald. Området er også godt til mountainbike eller golfspil.Niagara FallsNiagara Falls ligger på grænsen mellem Canada og USA, og den bedste udsigt over vandmasserne får du fra den canadiske side. Her er fri udsigt til Horseshoe Falls, der er 750 meter bredt og har et fald på 52 meter. Hvis du vil tæt på vandfaldene og mærke de imponerende naturkræfter i vandmasserne, kan du sejle en tur med de klassiske sejlture Maid of The Mist.
Spændende byer
Selvom Canada er mest kendt for sine naturseværdigheder, er der også nogle interessante byer at besøge. For eksempel landets største by Toronto, der er en moderne storby, men alligevel har bevaret en landlig charme. I den multikulturelle by er der spændende museer, gode shoppingmuligheder og unikke bykvarterer. Sørg også for at komme en tur op i det imponerende CN Tower, som med sine 553,3 meter er et af verdens højeste bygningsværker. Udsigten er formidabel, og i klart vejr kan man se helt til Niagara Falls. Vancouver ligger smukt ud til Stillehavet omgivet af snedækkede bjerge. Det er en hyggelig by med en behagelig temperatur det meste af året. Besøg den historiske bydel eller den store Chinatown. Her er gode restauranter og caféer, shopping, gallerier og markeder. Besøg også den skønne Stanley Park med mange rekreative aktiviteter. Eller besøg Vancouver Aquarium, der er verdens første og et af de bedste akvarier med shows og store udendørs anlæg. Montreal er den næststørste by i landet og den største franske by uden for Frankrig. Det er en farverig by med et livligt natteliv samt mange gode restauranter, dansehaller og et stort kasino. Du kan gå en tur i den gamle bydel, langs den gamle havn eller i den fantastiske botaniske have.
Årlige begivenheder
Fra den sidste weekend i januar og to uger frem afholdes verdens største vinterkarneval i Quebec. Der er aktiviteter for alle aldre såsom snebade, natlige parader, sneskulpturer, skøjteløb og slædeture. 1. juli fejres nationaldagen Canada Day, hvor de tre britiske nordamerikanske kolonier gik sammen om at danne landet. Her er festligheder og fyrværkeri over hele landet. I juli afholdes The Calgary Stampede. Det er ti dage med rodeo, parader, koncerter og landbrugskonkurrencer. Så tag cowboyhatten på, start lejebilen og kør til Calgary for at være med.